|
Vi arbejder med udvikling af organisationer, ledelse og samarbejde i et psykologisk perspektiv og forener mål- og forretningsorientering med fokus på udvikling af konstruktive samarbejdsprocesser og personlig trivsel og udvikling.
Virksomheder er forskellige og unikke,
og det stiller krav til vores leverance om at tage højde for de særlige forhold
og betingelser, der gør sig gældende. Vi udvikler og tilpasser derfor vores ydelser i et tæt samarbejde med kunden.
For at styrke forankring arbejder vi i gennemførelsen tæt sammen med både ledelsen og f.eks. interne konsulenter i personale- og uddannelsesfunktioner.
I vores arbejde inddrager vi deltagerens personlige oplevelser, handlemåder og hele livserfaring, med det mål at skabe selvindsigt, nye erkendelser og dermed nye handlemuligheder for den enkelte og gruppen.
Vi respekterer den enkeltes grænser og baserer involvering af deltagere på frivillighed og respektfuld udfordring! Vi gør det i en atmosfære af seriøsitet og uhøjtidelighed, der skaber gode rammer for at udfordre egne grænser i et udviklingsperspektiv.
Vi arbejder ud fra den dynamiske psykologi: dvs. at vi undersøger "hvorfra", ”her-og-nu” og "hvorhen" i relationer, med det mål at fremme personlig og fælles læring om rationelle og "irrationelle" processer, herunder ubevidste processer i ledelse, samarbejde og organisationsudvikling.
Ofte ligger store læringsmuligheder i situationer, hvor mennesker bringes i ”observatørposition” til sig selv og egen adfærd. Det er en hjørnesten i vores procesorienterede arbejdsform.
Vi tilstræber at være minimum to på en opgave: Det giver flere vinkler på de emner, der bliver arbejdet med og dermed bedre udbytte for kunden.
|